Hvorfor udgiver du den ikke bare selv? Spurgte Vibeke fra min forfattergruppe, da jeg sad midt i min skuffelse over udviklingen med forlagsaftalen. Umiddelbart betragtede jeg det, som lidt af en falliterklæring – men tænkte: OK jeg kan altid sideløbende arbejde med forlag. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde det. Der

I sommeren 2013 var min bog fintunet og så klar, som den kunne blive. Jeg havde en aftale med et stort forlag, som var meget interesseret. Men da jeg sendte det ind efter aftale, viste det sig, at redaktøren ønskede, at historien skulle udvikle sig helt anderledes, end jeg syntes. Han ville have mere fokus

Irene Pedersen har kommenteret mit manuskript flere gange – og jeg har også deltaget på hendes plotkursus. Begge dele har været super godt for mig. Irene er god til at sætte fingeren der, hvor der skal rettes op, og så sprudler hun af ideer. Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg bruger Irene som sparringspartner

Da jeg havde arbejdet med min bog et par år sendte jeg den til Gyldendal – og jeg var heldig at få et langt begrundet afslag. Siden fandt jeg ud af man man ofte ikke får begrundede afslag – så det lærte jeg at værdsætte. Det begrundede afslag viste, hvad jeg skulle rette op på,

Som jeg har skrevet under research – så er det muligt, jeg ikke arbejder traditionelt – eller by the book, men jeg skriver i hvert fald, mens jeg researcher. Man bliver virkelig inspireret af at læse om perioden – det kommer tit til at præge handlingen, eller i hvert fald til at dreje den i

Jeg har ofte hørt en teoretiske proces om, hvordan man skrive en bog: Man researcher, skriver en masse og til sidst læser man korrektur og retter til. Det er den superkorte version. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg researcher –  og det er en fordrende opgave når man skal skrive historisk om noget, der ligger 100

Jeg startede, som du kan læse i 2009. Dengang følte jeg næsten, at det var idiotisk. Kunne det nogensinde blive til noget? Man kan da ikke bare skrive en historisk roman. Ja – det tror jeg sådan set, der er mange, der tænker. Jeg opdagede, at hvis jeg dristede mig til at sige noget til

Når man skriver på sin første bog, er man meget usikker. For mig var det super godt, at jeg havde nogle enthusiastiske testlæsere, som gad læse teksten igennem flere gange. Jeg har dog lært meget undervejs. I starten var jeg så lykkelig hvergang, jeg syntes, jeg havde forbedret noget tekst – så jeg var ved

Det er en lang sej kamp at skrive en bog – det er ikke bare noget man gør. Der er flere ting, der er afgørende for succes, hvis du spørger mig. Man har brug for mindst én forfattergruppe og testlæsere (gerne nogle, der ikke kun er den nærmeste familie – de tenderer til at være

Jeg blev inspireret til at skrive bogen i 2009, da jeg stod med min farfars 100 år gamle håndskrevne dagbøger i hånden. Han har utrætteligt ført disse dagbøger under kummerlige forhold ved både Øst- og Vestfronten, hvor han kæmpede på tysk side. Han og mange andre dansksindede sønderjyder blev udsat for ufattelige lidelser i en