Jeg har ofte hørt en teoretiske proces om, hvordan man skrive en bog: Man researcher, skriver en masse og til sidst læser man korrektur og retter til. Det er den superkorte version. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg researcher –  og det er en fordrende opgave når man skal skrive historisk om noget, der ligger 100

Jeg startede, som du kan læse i 2009. Dengang følte jeg næsten, at det var idiotisk. Kunne det nogensinde blive til noget? Man kan da ikke bare skrive en historisk roman. Ja – det tror jeg sådan set, der er mange, der tænker. Jeg opdagede, at hvis jeg dristede mig til at sige noget til

Når man skriver på sin første bog, er man meget usikker. For mig var det super godt, at jeg havde nogle enthusiastiske testlæsere, som gad læse teksten igennem flere gange. Jeg har dog lært meget undervejs. I starten var jeg så lykkelig hvergang, jeg syntes, jeg havde forbedret noget tekst – så jeg var ved

Det er en lang sej kamp at skrive en bog – det er ikke bare noget man gør. Der er flere ting, der er afgørende for succes, hvis du spørger mig. Man har brug for mindst én forfattergruppe og testlæsere (gerne nogle, der ikke kun er den nærmeste familie – de tenderer til at være

Jeg blev inspireret til at skrive bogen i 2009, da jeg stod med min farfars 100 år gamle håndskrevne dagbøger i hånden. Han har utrætteligt ført disse dagbøger under kummerlige forhold ved både Øst- og Vestfronten, hvor han kæmpede på tysk side. Han og mange andre dansksindede sønderjyder blev udsat for ufattelige lidelser i en