Her kommer uddrag af anmeldelsen – se et link til den fulde længde efter udklippet.
Sønderborg. Når man betragter mindestenen
på Fjordvejen i Kollund
for de modstandsfolk fra egnen, der
ikke slap fra de fem forbandede år
med livet i behold, er også Christian
Fries nævnt som en af de faldne.
Hvert navn på en mindesten rummer
sin helt egen historie, og sådan
er det i hvert fald med Christian Fries.
Faktisk blev han ifølge forfatteren
Pernille Juhl i al ubemærkethed
en af modstandskampens mest værdifulde
mænd. Hun har netop udgivet
romanen »Frihed og ære«. Ord,
der også er nævnt på mindestenen,
og som var drivkraften bag Christian
Fries – og mange andres – engagement
i kampen mod den tyske besættelsesmagt.
Soldaten Christian Fries blev af
den legendariske Arne Sejr hyret til
at stå for opbygningen af den militære
efterretningstjeneste under
Studenternes efterretningstjeneste,
og især står videregivelsen af oplysninger
om nazisternes farlige V2-
raketter for Christian Fries’ store
bedrift.
Det var en blanding af blind tillid
til en kontaktperson til den polske
modstandsbevægelse Felicia og forbindelse
til dansksindede i Sydslesvig,
der satte den tidligere elev fra
Duborg-Skolen i Flensborg i stand til
at levere en række værdifulde oplysninger
til englænderne om disse V2-
bomber
Den polske forbindelse blev skabt
i København, og via Christian Fries’
kontakter til det danske mindretal
– det var sådan set gennem en tidligere
lærer på Duborg-Skolen, at
Christian Fries kom ind i modstandsbevægelsen
– blev den lokale Helga
Bruhn ansat på den fabrik i Sydslesvig,
der var med til at fremstille dele
til V2-raketten.
Hun smuglede papirer og tegninger
ud, fotograferede dem hjemme
og anbragte så originalerne på virksomheden
igen dagen efter. Fotografierne
blev smuglet over grænsen til
Danmark af en bekendt – Mathilde
Peters – og via Sverige sendt videre
til England.
Døde af sult og sygdom
Som mange andre unge mænd anser
man sig for at være udødelig, men
efter jødernes flugt i 1943, politiets
arrestation og generalstrejken i 1943
skærpes situationen væsentligt, og
den 20. maj 1944 går det galt: Christian
Fries og en kammerat, Aksel –
de to havde kendt hinanden fra soldatertiden
i Sønderborg i 1939 – blev
anholdt. De blev først ført til Vestre
Fængsel, derefter overført til Frøslevlejren,
sendt videre til Neuengamme,
og Christian Fries døde den 18.
november 1944 af kulde, sult, sygdom
og overanstrengelse i koncentrationslejren
i Svesing ved Husum.
Undervejs i beretningen om modstandsarbejdet
med udgangspunkt
i et kontor i det indre København
kommer vi også tæt på Christian
Fries’ familieliv, som også var usædvanligt:
Han var søn af en husholderske
fra Bov, der i 1916 fødte sønnen
uden for ægteskab. Han voksede op
hos en onkel og tante i Kollund og
blev uddannet bager, inden han gik
ind i militæret, og krigens komme
beseglede hans skæbne. Han nåede
ikke at blive gift med sin barndomskæreste
fra Kollund. Hun blev gift til
anden side, og det sidste afskedskys
og løftet »efter krigen…« blev aldrig
fulgt op.
Det er en gribende historie, Pernille
Juhl har samlet op. Det er især
på baggrund af efterladte breve og
andre dokumenter fra familien, at
denne helteberetning nu ser dagens
lys. Vi kommer tæt på grænseegnen,
svære familiemæssige bånd og først
og fremmest Christian Fries, hvis bidrag
under Anden Verdenskrig først
nu løftes ud i offentligheden og i
Pernille Juhls hånd gjort til en rigtig
pageturner.
cut_flensborgavis_44248
