Ældste generation af familien fra Graasten: Marie, som er skolelærer og Anders, der er majerist, deltager i det små i modstandskampen. Datteren Jenny gifter sig med Magnus, der er kommis og frihedskæmper, da Jenny bliver gravid. Sønnen Carl er flygtet til Amerika efter han deserterede fra Frikorps Danmark. Mens Marie og Anders gemmer flygtninge, fortsætter svigersønnen Magnus med at være sabotør, Jenny er kurer, men trapper lidt ned i takt med at hendes graviditet skrider frem. Men en dag falder Magnus i Gestapos hænder, og må via Vester fængsel og ender i koncentrationslejr. Jenny bliver nødt til at gå under jorden, og kommer til Århus, hvor hun arbejder for modstandsbevægelsen, mens hendes forældre må tage sig af hendes lille datter Ingrid. Alle lider under krigens gru og mangler, men forsøger at holde fanen højt. Efter befrielsen skal familien igen til at finde en hverdag, men ikke alle er kommet hjem igen, og dem der er hjemme, er heller ikke de samme mennesker, der i sin tid forlod Graasten. Hvor meget kan et menneske holde til, og hvor meget betyder familien egentlig?
Modstandskampen fylder en meget stor del af romanen, og som sagt er det tydeligt, at forfatteren har et indgående kendskab til både opbygning og metoder. Jeg synes dog, at krøniken overskygges af modstandskampen, og det er mit eneste klagepunkt.
Men familiens historie er jo også et stykke danmarkshistorie, og den del er rigtig godt skildret, ligesom den hjemvendtes PTSD er godt portrætteret. I lighed med nutidens hjemvendte soldater, knækkede mange mennesker psyken under krigen, og de menneskelige konsekvenser er store, endnu større dengang, da man naturligvis ikke havde samme behandlingsmuligheder som i dag.
Så alt i alt er Efter mørke en velskrevet roman om Danmark og i særdeleshed frihedskæmperne under og efter 2. verdenskrig. Forfatteren lovede mig, at romanen kunne læses uafhængigt af de forgående, hun har helt ret – men jeg vil nu alligevel gerne læse mere om familien, både før og efter krigen. Jeg håber der kommer mere.
