Arne Mariager anmelder ‘Det usagte’

D. 23/9 2017 blev ‘Det usagte’ anmeldt af Arne Mariager, som gav den 4 stjerner med på vejen. Anmeldelsen blev vist i følgende aviser: Viborg Stifts Folkeblad, Randers Amtsavis, Fyns AmtsAvis, Horsens Folkeblad, Dagbladet Holstebro, Jyske Vestkysten, Fredericia Dablad, Folkebladet Lemvig, Dagbladet Struer og Århus Stiftstidende. Skulle du ikke have set den, får du den gengivet her:

Når tavshed bliver løgn

Pernille Juhl kommer med sin femte roman dybt ned i det menneskelige sind, og det er trods et par skønhedspletter hendes største roman

 

Af Arne Mariager

 

Det er sagt og skrevet så ofte, at det nærmest er ophøjet til en kendsgerning: At tale er sølv, men tavshed er guld. I sin femte roman kommer Pernille Juhl alle de talende mennesker til undsætning. Det er nemlig langtfra altid, at tavshed er guld. Tavshed behøver ikke være et udtryk for sindets dybder. Den kan nemlig også være et udtryk for angst for konflikter, for ønsket om at slippe nemt om ved det hele – og kan være et udtryk for følelsesmæssig afstumpethed.

”Det usagte” hedder romanen, og Pernille Juhl er for femte gang langt inde i den familiehistorie, hun begyndte på med debutromanen ”Vent på mig Marie” fra 2010. Ganske vist valgte hun i sin fjerde bog ”Frihed og ære” at fortælle en historie om en dansk frihedskæmper, men beretningen var alligevel i tråd med de tre første bøger, der udgjorde den såkaldte ”Gråsten-trilogi”. Nu, med bog nr. fem, ” Det usagte” vender Pernille Juhl tilbage til den slægt, det hele startede med. Men dramaet har fået ny scene. Krigen er forbi. Freden ar sænket sig. Og så er der alligevel de lange, lange, mørke skygger, der falder over nogle af de mennesker, for hvem krigen blev et uopretteligt kaos i livet.

Det gælder således modstandsmanden Magnus. Han kan ikke finde ro og glæde i livet. Han var i KZ-lejr. Blev udsat for tortur og helt umenneskelig behandling. Og selv om alle kender hans historie og selv om alle vil ham det bedste, bliver han alligevel den store taber i efterkrigstiden. Konen forlader ham, fordi han drikker. Hun flytter sammen med hans bedste ven, der også var modstandsmand, men undgik at blive fanget af Gestapo. Magnus og konen har en datter, Ingrid, og hun er hovedpersonen i ”Det usagte”. Hun er en klog, eftertænksom, men også indadvendt pige. Hun holder af sin stedfar, men bevarer i al hemmelighed kontakten til den fordrukne, biologiske far. Omkring dette forhold drejer Pernille Juhl en ganske glimrende roman. Først og fremmest er hun optaget af det psykologiske spil mellem mennesker.  Alt det, vi siger til hinanden. Og alt det, der er så svært at få sagt, at man nu og da vælger at tie stille.

Ingrid trænger ind i hemmelighederne i sin familie –  både på moderens og faderens side. Ingen af parterne synes om det, men Ingrid fortsætter. Hun søger sandheder. Om hvorfor moderen var i stand til at slå mennesker ihjel. Selv om de var stikkere, skulle de så nødvendigvis dø?   Hvordan var det at dræbe et andet mennesker? Og hvordan havde faderen det i KZ-lejren? Hvordan overlevede han – og hvorfor netop ham, når så mange af kammeraterne bukkede under? Hverken moderen eller faderen har lyst til at tale om fortiden. Men Ingrid bliver ved. Og så kommer skeletterne ud fra skabene. De hele og halve løgne. Bortforklaringerne. De dårlige undskyldninger.

Parallelt med Ingrids udredning af familiens historie, får vi fortællingen om både hende og især faderens dagligdag. Magnus kæmper for at komme ud af sit alkoholmisbrug – hans slås for at få fast grund under fødderne – og stille og roligt ser vi et menneske, der er væsentlig bedre til at kæmpe og gøre ting, end han er til at tale om det. Det er paradoksalt nok bogens såvel stærke som svage punkt: At denne person vokser meget og kommer til at fylde. At han udvikler sig og derved får en masse selvtillid. Fordi han kan godt. Og alligevel går helt i stå og ikke kan sige et fornuftigt ord – til sin datter – og senere til en skøn kvinde, han møder. Det er svært at forestille sig denne seje kriger, der kæmper sig tilbage til livet – være ude af stand til at invitere en kvinde på en kop kaffe.

Der er et par andre steder i romanen, hvor Pernille Juhls historie virker en anelse tynd. Ingrid reaktion i forhold til både moderen og faderen er hist og her så dramatisk, at det er vanskeligt at forene med samme piges omtanke og format. Bogens store finale, en familiefest, der samler alle skårene, er måske også så rørende lykkelig, at banaliteten står og lurer i kulissen. Men alligevel: Vi mennesker vil jo gerne det gode. Vi søger jo samværet og venskabet. Så hvorfor pokker må man ikke have en happy-ending. Det har ”Det usagte”. Men undervejs har vi fået noget at spekulere over. Blandt andet det, at hvis mennesker i en hver situation vælger tavsheden, så kan tavshed udvikle sig til at være en kæmpe løgn.

”Det usagte” er givetvis den af Pernille Juhls fem hidtige romaner, hvor hun trænger længst ind i det menneskelige sind og kommer dybest i det psykologiske univers. Men hun holder fast i at fortælle mange historier under vejs – i godt tempo. Romanen har et par tynde steder, men den er nok Pernille Juhls hidtil bedste.

Pernille Juhl

”Det usagte” ****

345 sider, Juhls Forlag

 

Billedtekster:

 

”Dette usagte” er en bog, der kommer dybt i det menneskelige sind.

 

Pernille Juhl er født i 1963 i Sønderborg, men voksede op i Glamsbjerg. Hun er skriver romaner parallelt med en erhvervs-karriere

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *